Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Logo Frederiksgård Skole
Mobil menu

Om kat. 3

KAT 3. for elever med ASF/ADHD på Frederiksgård Skole/KKFO Frederiksgård Skole/KKFO Kat. 3, er et helhedstilbud med pt. 28 pladser for normalt begavede børn og unge med gennemgribende udviklingsforstyrrelser og specifikke indlæringsvanskeligheder. I skoleskoleåret 2019/2020 bliver Kat. 3 opnormeret til at rumme i alt 32 elever i 4 klasser. Kat. 3 startede op 1. august 2017. Eleverne har alle sociale og kommunikative udfordringer og er normaltbegavede. Deres særlige forudsætninger indebærer typisk diagnoser indenfor autismespektret, ADHD og andre opmærksomhedsudfordringer, en høj grad af impulsivitet, sanseforstyrrelser og angstrelaterede problematikker. Endvidere kan eleverne have yderligere særlige sociale, kommunikative og opmærksomhedsmæssige støttebehov og udfordringer. Lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere arbejder sammen i team omkring en elevgruppe i et helhedstilbud, og klasselokalerne er indrettet til også at rumme KKFO delen. Helhedstilbuddet har åbningsflade fra klokken 7.00 – 17.00, hvilket betyder at skole og fritidsdel er integreret. Til hver klasse er der tilknyttet et fast team af lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere der samarbejder omkring den daglige pædagogiske, lærings og undervisningsmæssige opgave. Lærere og pædagoger udarbejder i fællesskab årsplaner, individuelle elevplaner og er fælles om det udvidede skole-hjemsamarbejdet. Pædagogik, læringsmiljøer og pædagogiske hensigter: Kat. 3 følger folkeskoleloven, og eleverne undervises i de samme fag og med det samme timetal som på de almene skoler i respekt for den enkelte elevs indlæringsstrategi – tempo og forudsætninger. Som udgangspunkt har alle elever det timetal, der hører til klassetrinnet: Indskolingen: 28 timer + 2 timer lektiehjælp og faglig fordybelse Mellemtrinnet: 30 timer + 3 timer til lektiehjælp og faglig fordybelse Udskolingen: 33 timer + 2 timer til lektiehjælp og faglig fordybelse Der kan være behov og mulighed for reduceret skema for den enkelte elev, i kortere eller længere perioder grundet udfordringer ift. elevens trivsel eller af psykiske årsager. Et reduceret skema aftales altid i tæt samarbejde med forældrene. Målet er, at eleven afslutter sit skoleforløb på Frederiksgård Skole/KKFO med Folkeskolens Afgangsprøver i de fag, hvor eleven kan opfylde de faglige krav, og er i stand til at gå op til prøve. National tests – og tilbagemelding på disse gives som udgangspunkt i forbindelse med en trivselssamtale (skole/hjemsamtalen). Hvert mål inden for de faglige og sociale mål er tilpasset den enkelte elevs behov og færdigheder og er hinandens forudsætninger for læring, udvikling og trivsel. Eleverne inddrages i deres egne faglige og sociale læringsmål, og ved faste elevsamtaler hver anden uge evaluerer eleven og det pædagogiske personale elevens trivsel, faglighed og udvikling. Når vi har særlige fokusområder i forhold til den enkelte elev, aftaler vi dette i et tæt samarbejde med PPR/Børne Center København (BCK) og familien. BCK faciliterer opgaven i forhold til talehørelærer, fysioterapeut, ergoterapeut og en psykologbetjening. I skoleåret 2018/ 2019 har Frederiksgård Skole/KKFO endvidere haft faglig sparring med ekstern konsulent fra Charlottegårdens kompetencecenter. Vi har en fast mødekalender hvor forældre bliver inviteret til regelmæssige samtaler angående elevens trivsel, læring og udvikling. Eleverne i Kat. 3 er udfordret i forhold til kontakt, kommunikation og socialt samspil, og en væsentlig del af undervisningen og den socialpædagogiske aktivitet, er koncentreret om, at lære eleverne de komplicerede uskrevne regler, der ligger bag det sociale samspil, således at de bedst mulige forudsætninger skabes for at udvikle sig fagligt, personligt og relationelt. Læring og undervisningen er individuelt tilrettelagt, men vi vægter også læring og undervisnings- forløb, hvor dele af eller hele klassen kan undervises samlet. Ud over de lovpligtige fag, kan en dagligdag, og særligt tiden i fritidstilbuddet, rumme aktiviteter, der styrker det sociale, emotionelle og motoriske. For at give den enkelte elev mulighed for at begå sig i øvrige fællesskaber, end det som er i klassen, er der forskellige samarbejdsmuligheder med den øvrige skole/KKFO bl.a. mulighed for deltagelse i madskolen, den ugentlige fællessamling, frikvarter, hvor der er mulighed for at gå i roligzonen, få besøg i klassen, spille fodbold og spille spil. Enkelte af vores nuværende elever deltager i idræt, på fælles ture, i legetimer med andre klasser. Disse fællesskaber er tilpasset den enkelte, og er en nøje vurdering af hvad der giver mening for den enkelte i samarbejde med de fagprofessionelle og forældrene. I indskolingen får eleverne deres iPad med hjem, her lægges billeder af elevens dagligdag. Familien har hermed mulighed for at kommunikere omkring dagen i skolen/KKFO´en i hjemmet. Der kommunikeres dagligt på Intra eller ugentligt med kommende ugeplan. Der fortages telefonsamtaler ved behov. Frederiksgård Skole/KKFO er en åben skole. Det vil sige, at vi vægter forskelligheder og mangfoldighed højt, og vi ønsker at respekt, tillid, samarbejde og anerkendelse mødes i det daglige, og er nogle bærende værdier for al pædagogisk arbejde, med fokus på elevernes læring, trivsel, fællesskab og udvikling. Det der er kendetegnet for alle vores elever i Kat. 3, er et behov for ro og et behov for at kunne arbejde i ”eget tempo” og samtidig ikke blive forstyrret af andre, udefrakommende faktorer i form af lyd, lys og for mange indtryk. Grundet ovenstående, er vi derfor inspireret af den mest anvendte autisme pædagogik i forbindelse med mennesker med autisme TEACCH (Treatment and Education of Autistic and relatet Communication handicapped Children). TEACCH er en struktureret visualiseret specialpædagogik, der er med til at forbedre livskvaliteten, og forbedre den enkeltes muligheder for at fungere så selvstændigt som muligt i samfundet, for alle aldre og for alle udviklingstrin. Vi er nysgerrige, på det der virker for den enkelte samt elevernes personligheder og individuelle forudsætninger og potentialer. Hovedpunkterne i TEACCH er indretning af det fysiske miljø, struktureret pædagogik, brug af visualisering, individuelle rutiner og arbejdssystemer, samt et tæt forældresamarbejde. Når jeres barn tildeles en plads på Frederiksgård Skole/KKFO kan i forvente:  Viden overdragelse fra afgivende skole/KKFO/børnehave  Indskrivningsmøde  Overdragelsesmøde  Opstarts og informationsmøde, forældremøder, trivselssamtaler mv.  Et godt samarbejde personale og forældre imellem  Engageret personale som går op i den enkeltes og gruppens læring, trivsel og udvikling.